• English
Hjem | Jobopslag | Tekniker – evt. produktionsteknolog til spændende og alsidigt job…

HR-Industries søger en dygtig og alsidig tekniker til spændende nichevirksomhed, der udvikler og producerer kundetilpassede specialmaskiner.

Opgaveporteføljen i jobbet er stor, hvorfor der stilles krav om en bred vifte af kompetencer.

Kunden ønsker en ny medarbejder med erfaring med mekanisk konstruktion og dokumentation i SolidWorks, både i 2D og 3D. Forståelse for el-dokumentation og erfaring med mekanisk – og måske el-mæssig – montage er andre kompetencer, der efterspørges, ligesom reparationserfaring fra arbejde med maskiner og anlæg ønskes. Salgserfaring gennem evt. deltagelse i messer eller andre salgsaktiviteter vil også være et plus.

Virksomheden er kendt for sin høje ansættelsesmæssige anciennitet, og den enkelte medarbejder i teamet har derfor et stort know-how, der er med til at sikre den unikke kvalitet i produkterne. Den samlede viden bringes i spil i hverdagen og teamet udvikler og videreudvikler specialmaskinerne i fællesskab. Arbejdsopgaverne og arbejdstiden er tilrettelagt således, at der er lang weekend – hver weekend.

Virksomheden har en 4-dages arbejdsuge. Virksomhedens er delt på to geografiske enheder, der arbejder tæt sammen. På arbejdsadressen er der flere manuelle dreje- og fræsemaskiner, der anvendes til produktion af mindre serier af dele til maskinerne. På virksomhedens anden adresse er der en del CNC-maskiner, der anvendes til de lidt større partier. Virksomheden er åben overfor en udvidelse af maskinparken på arbejdsadressen – også med CNC-bearbejdningsanlæg, hvis det i udviklingen i samarbejdet med den nye medarbejder giver mening, ligesom der også er en åbenhed overfor nye arbejdsområder.

Den ideelle kandidat kan have flere tilgange til jobbet. Uddannelsesmæssigt kunne en relevant håndværksmæssig baggrund som f.eks. industritekniker eller elektriker, gerne suppleret med en teknikeruddannelse, være et godt bud. Der vil være mulighed for at tone jobindholdet alt efter den enkelte kandidats helt særlige kompetencer.

Erfaringsmæssigt er det en ubetinget forudsætning, at kandidaten har konstruktions- og dokumentationserfaring. Erfaring med montage eller opbygning af maskiner kunne også være fint, hvor mekanisk og elmæssige montageerfaringer vægtes ligesom pneumatik-erfaring er godt. Det vil ligeledes være godt, hvis kandidaten har erfaring med fejlfinding på maskiner og anlæg indenfor sit fagområde.

På det personlige plan foretrækkes strukturerede og systematiske kandidater med stort overblik, en ansvarsfuld tilgang til opgaver og aftaler samt en engageret og vedholdende indsats i den fælles opgave med at skabe et unikt produkt – hver dag. Kandidaten skal kunne arbejde selvstændigt, tage opgaver af sig selv – og kunne indgå som en naturlig og væsentlig medspiller på “holdet”…

Kontakt HR-konsulent Lars på tlf.: 86 42 35 40 hverdage imellem 08.00 til 16.00, hvis du har spørgsmål til jobbet. HR-Industries gennemfører samtaler løbende og stillingen kan blive besat inden ansøgningsfristens udløb, så søg straks.

Søg stillingen ved at oprette dig i vores database, som du vinder via linket: http://www.hr-industries.axp.dk/ – job nr. 57350
Når du klikker på linket, føres du automatisk over i HR-Industries system, hvor din ansøgning, CV og øvrige bilag kan uploades. Tryk første gang på “Ansøger”-knappen.

Har du tidligere været ansat hos os, eller har du tidligere oprettet en profil hos os, skal du i stedet logge på med et tryk på “Vikarweb”-knappen og bruge dit brugernavn og adgangskode, som du tidligere har fået fremsendt. Herefter kan du under ”Kontakt bureauet” skrive til os, at du vil tilknyttes det ønskede stillingsnummer. Lettere kan det ikke være. Har du ikke et – eller har glemt dit – brugernavn og password, kan du kontakte os for at få tilsendt et nyt.

Tekniker – evt. produktionsteknolog til spændende og alsidigt job…